De fastlåste krav på Alamata fungerer som en konstant gnist i forholdet mellem Tigray og Amhara. Fordi begge regioner ser området som en del af deres historiske og kulturelle identitet, bliver enhver politisk beslutning betragtet som et direkte angreb på deres overlevelse. Det skaber en situation, hvor militær magt ofte bliver det eneste sprog, politikerne og de lokale militser forstår.
Når grænserne er så omstridte, bliver civile i området de første ofre. De lever i en permanent tilstand af usikkerhed, hvor fordrivelse og etnisk rensning truer med at blive et fast vilkår. Dette underminerer enhver form for lokal genopbygning, da ingen tør investere i landbrug eller handel i områder, hvor kontrollen kan skifte i morgen. Det skaber en ond cirkel af fattigdom og militarisme.
Rent geopolitisk svækker striden den etiopiske føderalregerings autoritet. Når de regionale behov vejer tungere end de nationale love, udhules selve fundamentet for staten. Uden en konkret løsning på de territoriale tvister vil grænseområderne sandsynligvis forblive eksplosive zoner, der dræner landets ressourcer og hindrer en varig fred i hele Etiopien.
