Vejen til erstatning er brolagt med juridiske forhindringer, primært på grund af princippet om statslig immunitet (Sovereign Immunity). Dette princip beskytter ofte fremmede stater mod at blive sagsøgt i nationale domstole, selv efter terrorhandlinger udført af deres agenter.
Ofrene kan forsøge at anlægge sag i Monacos egne domstole, men succesen afhænger af, om retten anerkender en undtagelse for grove krænkelser af menneskerettighederne. Hvis gerningsmændene tilhører en stat, der er part i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) være en mulighed. Her kan man argumentere for, at staten har fejlet i sin pligt til at beskytte civile liv.
Nogle lande anvender universel jurisdiktion, hvilket gør det muligt at retsforfølge terrorister uanset gerningsstedet. Det kræver dog typisk, at de ansvarlige fysisk befinder sig på det pågældende lands jord.
I praksis ender mange af disse sager ikke i en retssal. I stedet opnås kompensation gennem diplomatiske forhandlinger eller hemmelige aftaler mellem regeringer for at dæmpe den politiske spænding. Det er en pragmatisk, omend ofte uigennemsigtig, løsning.
