Samarbejdet mellem Israel Defense Forces (IDF) og civile bosættere foregår sjældent gennem formelle skriftlige ordrer, men snarere gennem en række uformelle og praktiske mekanismer. Et centralt element er den militære tilstedeværelse under bosætternes bevægelser. Når bosættere bevæger sig gennem palæstinensiske områder, placerer IDF ofte soldater eller køretøjer langs ruten for at yde beskyttelse mod angreb. Denne tilstedeværelse fungerer som en beskyttende barriere, der giver bosætterne en følelse af sikkerhed, mens de udøver deres aktiviteter.
Kommunikationen foregår ofte via sociale medier og lukkede grupper på apps som WhatsApp. Her deler grupper information om ruter, potentielle uroligheder eller specifikke mål. Det skaber en hurtig informationsstrøm, som militæret i nogle tilfælde reagerer på. I andre situationer ser man en passiv accept, hvor soldaterne observerer på afstand uden at gribe ind, når bosættere konfronterer palæstinensiske landmænd eller ejendomme. Denne mangel på indgriben virker i praksis som en form for de facto koordinering.
Der findes også organiserede grupper af bosættere, der træner i selvforsvar. Deres bevægelser følger ofte de veje, som militæret holder frie. Det skaber et mønster, hvor militær kontrol og civil ekspansion glider sammen i det daglige billede på Vestbredden.
