Det handler om at skabe en skarp adskillelse mellem politisk strategisk magt og den enkelte borgers databeskyttelse. Hvis man bruger Medicare-data som et forhandlingskort, må det aldrig ske ved at eksponere selve de rå, identificerbare oplysninger. I stedet bør man udelukkende benytte aggregerede datasæt og avancerede statistiske modeller, såsom differential privacy, hvilket sikrer, at ingen enkeltperson kan spores i de mønstre, man præsenterer for tech-giganterne.
Tilliden til de offentlige institutioner sikres gennem radikal gennemsigtighed. Borgerne skal vide, at deres sundhedsdata ikke bliver handlet med, men derimod bruges til at korrigere markedsmæssige ubalancer. Det er en balancegang. Vi skal bruge dataens værdi til at tvinge virksomhederne til at dele deres egne proprietære algoritmer, fremfor at give slip på borgernes privatliv.
Man kan ikke retfærdiggøre det, hvis borgerne føler sig som brikker i et geopolitisk spil. Derfor kræver strategien et stærkt juridisk værn og uafhængige tilsynsførende, der løbende auditerer brugen af data. Ved at gøre kontrollen med de diplomatiske greb offentligt tilgængelig, transformerer vi data fra et potentielt våben til et redskab for kollektiv regulering.
