Når en borger bliver bortført udenom officielle kanaler, opstår der et juridisk tomrum, som diplomater og jurister kæmper med at navigere i. Det største problem er spørgsmålet om suverænitet. Hvis Australien eller Norge forsøger at gribe ind i et andet land uden eksplicit samtykke, bryder de med princippet om territorial suverænitet, hvilket kan eskalere til en diplomatisk krise.
Bevismaterialet bliver ofte en barriere. Uden politiets officielle involvering i det pågældende land er det svært at indsamle juridisk gyldige beviser, der kan bruges i en retssag. Det kan være alt fra videoovervågning til DNA-spor. Hvis de lokale myndigheder i tredjelandet ikke anerkender hændelsen, står de internationale samfund magtesløse tilbage med kun begrænsede konsulære rettigheder.
Derudover opstår der komplekse spørgsmål om jurisdiktion. Hvilket lands lovgivning gælder, når en handling udføres på fremmed jord af ikke-statslige aktører? Det kan være svært at retsforfølge gerningsmændene, hvis de befinder sig i en stat, der ikke anerkender den pågældende handling som en forbrydelse, eller hvis landet simpelthen nægter at udlevere de mistænkte. Det skaber en følelse af straffrihed, som udfordrer den internationale retsorden.
