Militærjuntaen i Burkina Faso står over for et klassisk dilemma. Ved at centralisere raffineringen af guld forsøger de at tage kontrollen over landets vigtigste aktiv tilbage fra udenlandske selskaber. Målet er at øge statens indtægter direkte. Men når magten over de enorme guldreserver samles på få hænder, opstår der en reel fare for, at pengene havner hos de politiske fremskudte i stedet for i statskassen.
For at modvirke nepotisme må regimet implementere stramme kontrolmekanismer. Det kræver gennemsigtighed i de nationale minerestrukturer og uafhængig revision af de finansielle strømme. Hvis de blot skaber nye bureaukratiske lag uden reel kontrol, risikerer de blot at skabe endnu flere muligheder for bestikkelse. Der er brug for digitale logistiksystemer, der kan spore guldet fra mine til færdigt produkt.
Udfordringen bliver at skabe en model, hvor statens behov for likviditet ikke kvæler de lokale småskalaminer. Hvis centraliseringen bliver for aggressiv, risikerer juntaen at drive handlen under jorden. Det vil mindske den økonomiske suverænitet, de netop forsøger at opbygge, og i stedet fodre uformelle netværk af smuglere og korrupte officerer.
