Når en algoritme træffer en uforudsigelig beslutning, der skader et menneske eller ejendom, opstår et juridisk tomrum. Man kan ikke straffe en kode, og traditionel culpa-baseret ansvarsret kommer ofte til kort, fordi den kræver et menneskeligt uagtsomhedselement. For at løse dette kræves der et skift i den retlige logik.
En af de mest effektive mekanismer er indførelsen af et objektivt ansvar (strict liability) for udbydere af højrisiko-AI. Det betyder, at producenten hæfter for skaden, uanset om de har handlet uagtsomt eller ej. Det fjerner behovet for at bevise en specifik fejl i programmeringen, hvilket ofte er teknisk umuligt for en skadelidte at dokumentere. Ved at placere ansvaret hos den økonomiske aktør, der høster fordelen af teknologien, sikrer man, at offeret får erstatning.
Supplerende bør man implementere obligatoriske ansvarsforsikringer, ligesom vi kender det fra bilisme. Dette sikrer en direkte vej til kompensation gennem et forsikringsselskab. Desuden skal der etableres strengere krav til logning og sporbarhed (explainability), så man kan rekonstruere hændelsesforløbet. Uden denne tekniske dokumentation forbliver ansvarsplaceringen en gætteleg.
