Et fast loft på 30 procent for elever med begrænsede sprogkundskaber risikerer at cementere en dyb ulighed i det italienske uddannelsessystem. Hvis skolerne tvinges til at sortere elever efter sprogligt niveau for at overholde kvoter, opstår der hurtigt en todelt virkelighed. Vi vil se 'elite-skoler', hvor de ressourcestærke elever får optimale læringsmiljøer, og 'venteværelser', hvor de svageste elever ender i en permanent undervisningsmæssig blindgyde.
Denne geografiske og sociale segregering nedbryder den fælles sociale base, som skolen historisk har udgjort. Når børn fra forskellige socioøkonomiske lag aldrig mødes i det samme klasselokale, forsvinder den naturlige forståelse for hinandens livsvilkår. Det kan skabe en følelse af fremmedgørelse blandt de grupper, der bliver tilbage i de svage skoler. De vil opleve systemet som en barriere frem for en bro til fremtiden.
På længere sigt kan dette føre til en erosion af den sociale kontrakt. Hvis uddannelse ikke længere fungerer som en social elevator, men i stedet bliver en mekanisme, der reproducerer klasseforskelle, svækkes tilliden til staten. Det skaber grobund for politisk polarisering og en følelse af at være efterladt af samfundet, hvilket gør det sværere at opretholde en fælles national identitet i Italien.
