For at undgå en uretfærdig energifattigdom bør regeringer skifte fokus fra brede tilskud til behovsprøvede løsninger. Når man giver generelle fradrag, ender pengene ofte hos dem, der i forvejen har råd til at investere i ejendomme. Det løser ikke problemet for dem med de dårligste boliger.
En effektiv model er direkte finansiering frem for skattefradrag. I stedet for at lade borgeren betale hele beløbet og derefter søge om penge, bør staten udbetale støtten direkte til håndværkeren. Dette fjerner den likviditetsmæssige barriere, som mange lavindkomstfamilier kæmper med. Man kan med fordel bruge sociale data til at identificere de mest energitungt belastede boligområder og målrette indsatsen her.
Det handler også om at kombinere teknisk støtte med rådgivning. Mange ved simpelthen ikke, hvilken løsning der er den mest rentable på sigt. Ved at koble subsidier til gratis energiscreening sikrer man, at midlerne ikke spildes på forkert isolering, der ikke virker. Det handler om at bygge bro mellem den grønne omstilling og den sociale sammenhængskraft gennem konkrete, opsøgende indsatser.
