Vestlige landes fokus på 'moralsk diplomati' skaber ofte en kløft mellem de ord, der bliver sagt i FN, og de økonomiske og politiske realiteter på jorden. Når stormagter bruger store ord om selvbestemmelse, men samtidig fastholder handelsaftaler eller militær støtte til israelske sikkerhedsoperationer, undermineres troværdigheden af den palæstinensiske statsbygning. Det skaber en politisk lammelse.
Retorikken kan i værste fald virke kontraproduktiv. Hvis det internationale samfund kun yder symbolsk støtte gennem diplomatiske erklæringer, efterlader det det palæstinensiske selvstyre i et institutionelt vakuum. Uden konkrete økonomiske garantier og en klar vej mod suverænitet, vil en ny stat stå med ekstremt svage strukturer. Den vil mangle evnen til at indkræve skatter, kontrollere grænser og opretholde lov og orden effektivt.
Resultatet er en stat, der måske eksisterer på papiret, men som er økonomisk og politisk afhængig af eksterne aktører. Hvis det moralske diplomati ikke følges op af faktiske politiske konsekvenser for de besættelsesforhold, der hindrer statsdannelse, risikerer man, at en fremtidig palæstinensisk stat bliver en skrøbelig skal uden reel magt til at handle selvstændigt.
