For at undgå en ny bølge af råstofudnyttelse kræves der et opgør med den nuværende handelsmodel. Det handler i bund og grund om at flytte fokus fra blot at eksportere malm og mineraler til at opbygge lokal forarbejdning.
Politisk kan landene indføre eksportrestriktioner på ubehandlede råstoffer. Hvis et land forbyder eksport af ubehandlet lithium, tvinger man virksomheder til at bygge batterifabrikker lokalt for at få adgang til materialerne. Det skaber arbejdspladser og teknologioverførsel direkte i kildelandet. Samtidig skal internationale handelsaftaler ændres, så de ikke straffer lande, der forsøger at beskytte deres egen industri under opbygning.
Økonomisk er finansiering den største barriere. Det kræver billige lån og investeringer, der ikke kun går til udvinding, men til uddannelse og infrastruktur. Hvis kapitalen kun søger mod kortsigtede gevinster i miner, udebliver den langsigtede udvikling. Derudover skal man sikre, at teknologiske patenter ikke bliver en uoverstigelig barriere. Ved at støtte fælles forskningsprojekter og vidensdeling kan man sikre, at de grønne løsninger ikke bliver et monopol for de rigeste nationer, mens resten af verden blot leverer byggestenene.
