Det handler ikke om at bekæmpe teorierne direkte, men om at adressere den underliggende utryghed. Når verden føles kaotisk, søger hjernen mønstre, selv hvor de ikke findes. For at mindske behovet for disse mønstre skal vi opbygge en højere grad af kognitiv robusthed og social tillid.
Psykologisk set betyder det træning i kompleksitetstolerance. Vi skal lære at acceptere, at nogle ting bare er tilfældige, eller at verden er for kompliceret til én enkel forklaring. Det kræver, at uddannelsessystemet flytter fokus fra faktatjek alene til kritisk tænkning og forståelse for, hvordan vores hjerner naturligt søger genveje og syndebukke.
Samfundsmæssigt kræver det genopbygning af de institutioner, der normalt skaber tryghed. Hvis folk føler, at systemet arbejder imod dem, skaber de deres egne systemer for at få en følelse af agens. Mere gennemsigtighed i beslutningsprocesser og lokale fællesskaber, hvor folk føler sig hørt, kan mindske følelsen af magtesløshed. Når vi føler os som en del af noget fungerende, har vi mindre brug for de voldsomme fortællinger, der lover svar på alt.
