Når migration italesættes som en sikkerhedstrussel, ændrer det grundlæggende karakteren af det diplomatiske samarbejde mellem Madrid og Rabat. Det skifter fokus fra klassisk statsanliggende til en form for uformel forhandlingsteknik. Marokko har gentagne gange vist, at kontrollen med migrantstrømme fungerer som et kraftfuldt politisk redskab. Ved at kontrollere grænserne kan landet udøve et pres, der kan tvinge Spanien til at indrømme politiske indrømmelser, f.eks. i spørgsmålet om Vestsahara eller visumregler.
Denne dynamik skaber et skrøbeligt og uforudsigeligt naboskab. I stedet for at basere relationen på stabile traktater, bliver diplomatiet ofte reaktivt. Hver gang der opstår en krise ved grænsen, må de to nationer genforhandle deres gensidige interesser under tidspres. Det betyder, at de langsigtede strategiske mål ofte må vige for kortsigtede løsninger på akutte migrationsproblemer.
Resultatet er en permanent usikkerhed i de bilaterale forhold. Spanien bliver afhængig af Marokkos villighed til at agere grænsevagt for Europa. Det svækker Spaniens handlefrihed i regionale konflikter, fordi de altid skal tage hensyn til risikoen for, at grænsekontrollen bliver brugt som et politisk afpresningsmiddel. Samarbejdet bliver dermed præget af nødvendighed frem for egentlig tillid.
