Når frontlinjerne rykker, bliver veje og forsyningsruter ofte spærret eller ødelagt af kamphandlinger. Det betyder, at nødhjælpsorganisationer kæmper med at få mad og medicin frem til de mest udsatte områder. Bureaukratiet stiger typisk i krigszoner, da de forskellige magthavere kræver kontrol, hvilket forsinker leverancer af livsvigtige fornødenheder.
Det skaber en farlig situation for de civile. Når krigen eskalerer, rammer kampene ofte de eksisterende vandforsyninger og elnet. Det er ikke blot en midlertidig skade; det er et fundamentalt tab af fungerende infrastruktur. Det gør det næsten umuligt at tænke på langsigtet genopbygning, når fokus udelukkende er på overlevelse her og nu.
Uden en stabil politisk løsning og sikre korridorer forbliver landets infrastruktur i en permanent tilstand af forfald. Reparationer bliver fragmenterede og ukoordinerede, fordi ingen tør investere i et område, hvor de fysiske rammer kan blive bombet i morgen. Resultatet er en ond cirkel, hvor den fysiske ødelæggelse forhindrer økonomisk aktivitet, hvilket igen gør samfundet endnu mere sårbart over for fremtidige sammenstød.
