Det kræver en flerforandlet indsats, der rammer både de juridiske rammer og den folkelige fortælling. Når figurer som Ratko Mladić bliver gjort til nationale symboler gennem politisk retorik, skyldes det ofte et ønske om at skabe en sammenhængende, men falsk, identitet for nationen. Det første skridt må være at fastholde de juridiske domme fra internationale domstole som en uomtvistelig virkelighed.
Men jura alene ændrer ikke folks hjerter eller deres historieforståelse. Det internationale samfund skal derfor støtte op om uafhængige historikere og lokale uddannelsesprogrammer. Ved at finansiere arkivstudier og undervisning, der præsenterer dokumentation frem for myter, kan man modvirke de fortællinger, der devaluerer ofrenes lidelser. Det handler om at gøre sandheden tilgængelig og svær at ignorere i hverdagen.
Samtidig spiller økonomiske og politiske incitamenter en stor rolle. Når stater aktivt benægter dokumenterede forbrydelser, bør det få mærkbare konsekvenser i diplomatiske relationer og samarbejdsaftaler. Det handler ikke om straf for historien, men om at stille krav til nutidens politiske integritet. Hvis benægtelse bliver en vej til politisk kapital, vil retorikken fortsætte. Derfor skal omkostningerne ved at bære de historiske løgne være højere end gevinsterne ved at hylde gerningsmændene.
