For at få virksomheder som stål- eller cementfabrikker til at skifte til el, er prisstabilitet vigtigere end den absolutte lavpris. Når elnettet skal udbygges massivt, stiger priserne uundgåeligt. Derfor dur det ikke kun med tilskud til selve maskinerne. Virksomhederne har brug for langsigtede prissikringsmodeller, der beskytter dem mod de udsving, som netudbygningen medfører.
Direkte støtte til de store anlæg er nødvendig, men den skal kobles med regulatoriske rammer. Det kan være differentierede tariffer, hvor industrien får billigere strøm mod at bære risikoen ved at flytte forbruget til de timer, hvor der er masser af vind- og solenergi. Vi taler om en model, hvor elnettet støtter industrien, i stedet for at industrien blot bliver en passiv modtager af en dyrere regning.
Desuden kræver det politisk mod at tilbyde CO2-afgifter, der er høje nok til at gøre fossil energi urentabel, men kombineret med skattefordele ved grøn omstilling. Hvis det er billigere at betale for CO2-udledningen end at investere i en ny elkedel, sker der intet. Incitamentet skal altså findes i krydsfeltet mellem en høj afgift på sort energi og en forudsigelig elpris, der gør de tunge investeringer rentable over tyve år.
