Fejlen bundede i flere konkrete svigt i informationskæden. For det første var de efterretningsmæssige input baseret på forældede billeder. Man identificerede et militært mål, men de visuelle data lød på en samling af strukturer, som i virkeligheden husede civile samlingspunkter.
Dertil kom en mangelfuld verificering af de lokale forhold. De analytikere, der vurderede målet, fejlede i at korrelere de militære koordinater med de sociale mønstre i området. Man antog, at aktiviteten omkring bygningen skyldtes logistisk bevægelse for militære enheder, selvom det i virkeligheden var en fejring. Denne fejlfortolkning skete, fordi de indsamlede signaler var uklare og manglede den menneskelige kontekst, som kun lokal viden kunne give.
Kommunikationen mellem de operative enheder og efterretningsenhederne knækkede også. Der opstod en informationskløft, hvor de vigtigste advarsler om civile tilstedeværelser aldrig nåede frem til de piloter, der udførte selve angrebet. Man reagerede på et teoretisk trusselsbillede snarere end på den faktiske situation på jorden. Resultatet blev en tragisk fejlprioritering, hvor militær effektivitet blev vægtet højere end den tvivl, de usikre efterretninger burde have afstedkommet.
