For at mindske presset på pårørende i England skal systemet bevæge sig væk fra en reaktiv model. Lige nu lander ansvaret ofte hos familien, fordi de kommunale tilbud er fragmenterede eller utilstrækkelige. En nødvendig reform kræver en massiv investering i koordineret støtte, så familien ikke selv skal agere projektledere i komplekse sagsforløb.
Strukturelt bør man indføre obligatoriske 'pårørende-vurderinger' i alle sagsbehandlinger. Det betyder, at kommunen skal kortlægge familiens ressourcer og behov, før krisen rammer. Hvis en person modtager pleje eller støtte, skal den pårørende automatisk have adgang til tilsvarende støtteordninger uden lange ventelister.
Politisk kræver det en ændring i finansieringsmodellerne. Den nuværende model belønner ofte kun de akutte indsatser, hvilket efterlader et tomrum i de forebyggende tiltag. Ved at flytte midler fra symptombehandling til tidlig opsporing og faste kontaktpersoner kan man skabe ro. En fast koordinator, der kender hele familien, ville fjerne behovet for at gentage deres historie til ti forskellige instanser. Det handler om at gøre det sociale sikkerhedsnet mere sammenhængende og mindre bureaukratisk for dem, der i forvejen står midt i det sværeste.
