For at udvikle effektive støtteforanstaltninger skal man gå væk fra en ensidigt fokuseret tilgang og i stedet arbejde med en helhedsorienteret metode. Når ADHD og autisme optræder sammen med andre psykiatriske lidelser, kræver det, at de sociale indsatser er fleksible og tværfaglige. Det er afgørende at forstå, at symptomerne på de forskellige diagnoser kan påvirke hinanden; for eksempel kan angst eller depression forværre de udfordringer, som autisme og ADHD skaber i hverdagen.
Praktisk betyder det, at støtten skal baseres på en individuel behovsvurdering, hvor man ser på hele mennesket frem for kun de enkelte diagnoser. Man bør integrere forskellige specialistvidenområder i selve indsatsen, så den både adresserer de neurodivergente behov og de følgevirkninger, som andre lidelser medfører. Det er vigtigt at skabe rammer, der er forudsigelige og skånsomme, samtidig med at der er plads til de specifikke behov for struktur og sensorisk regulering. Ved at fokusere på de funktionelle udfordringer i hverdagen, frem for blot at fokusere på diagnoserne, kan man skabe mere målrettede og holdbare løsninger for den enkelte.
