Ved PTSD er kroppens stressrespons permanent aktiveret, hvilket fører til et overskud af stresshormoner som kortisol og adrenalin. Denne kroniske tilstand påvirker primært tre områder i hjernen: amygdala, hippocampus og præfrontal cortex.
Amygdala bliver hyperaktiv, hvilket betyder at hjernen er i konstant alarmberedskab. Dette prioriterer følelsesmæssig overlevelse frem for logisk tænkning. Samtidig ser man ofte en nedsat aktivitet i præfrontal cortex, som er det område, der styrer vores eksekutive funktioner. Det betyder, at evnen til at planlægge, koncentrere sig og træffe beslutninger bliver betydeligt svækket.
Det mest markante for hukommelsen er påvirkningen af hippocampus. Hippocampus er ansvarlig for at danne nye minder og placere begivenheder i tid og sted. Vedvarende høje niveauer af kortisol kan medføre, at neuroner i hippocampus bliver mindre fleksible eller endda dør. Dette forklarer, hvorfor personer med PTSD ofte kæmper med episodisk hukommelse og har svært ved at skelne mellem fortidige traumer og nutidige, sikre situationer.
Resultatet er en kognitiv profil præget af koncentrationsbesvær, hukommelsessvigt og en svækkelse af evnen til at regulere følelsesmæssige impulser.
