For at skabe en model, der prioriterer de lokale behov, kræves et skift fra geopolitisk magtbalance til en humanitær centreret tilgang. En effektiv metode er etableringen af en multilateral platform, hvor civilsamfundsorganisationer og lokale repræsentanter har direkte adgang og stemmeret. Dette sikrer, at de faktiske behov for fødevaresikkerhed, medicin og basal infrastruktur bliver de styrende parametre for enhver diplomatisk dialog.
Praktisk kan dette gøres gennem en beslutningsmodel baseret på humanitære nødkriterier frem for strategiske handelsaftaler. Ved at definere specifikke mål for befolkningens velfærd kan man skabe en ramme, hvor de internationale aktører må forholde sig til målbare resultater for borgerne frem for deres egne regionale interesser. Dette kræver uafhængig overvågning fra neutrale tredjeparter, så de økonomiske og politiske sanktioner eller investeringer altid måles på deres direkte indvirkning på den venezuelanske civilbefolkning.
En sådan model kræver også gennemsigtighed i finansieringsstrømme, så hjælp når frem til de svageste grupper uden at blive brugt som et politisk værktøj i stormagtsspillet. Ved at institutionalisere borgerne som de primære interessenter kan man mindske de globale magters evne til at bruge krisen som et strategisk instrument.
