Konverteringen fra konventionel til atomar beskyttelse krævede et fundamentalt skift i ingeniørkunsten. Ved konventionelle bombardementer fokuserede man primært på at modstå mekanisk slagstyrke fra sprængninger og trykbølger. Strukturen skulle simpelthen være robust nok til at undgå direkte kollaps ved de pågældende trykpåvirkninger.
Når anlæggene blev konverteret til at modstå atomare trusler, blev kravene langt mere komplekse. Udover den mekaniske styrke blev man nødt til at håndtere termisk stråling og elektromagnetiske impulser (EMP). Dette indebar installation af afskærmende lag, der kunne blokere elektromagnetisk interferens, som ellers ville ødelægge elektrisk udstyr. Desuden blev luftfiltreringssystemerne opgraderet til at modstå radioaktivt nedfald gennem avancerede HEPA-filtre og overtryksmekanismer, der forhindrede partikler i at trænge ind.
Tætheden af materialerne og konstruktionsmetoderne blev ændret for at håndtere den ekstreme trykbølge og den efterfølgende termiske belastning. Hvor konventionel beskyttelse handlede om tykkelsen af beton, handlede atomar modstandsdygtighed om en kombination af strukturel masse, hermetisk forsegling og elektromagnetisk afskærmning for at sikre overlevelse af både struktur og livsvigtig teknologi.
