Den uendelige jagt på mere
Tanken om trickle down økonomi er bygget på et løfte om, at hvis man kun gør de rigeste rigere, så vil velstanden sive ned til resten af samfundet. Men i virkeligheden ser vi ofte det modsatte. Når vi ser på den moderne kapitalisme, er det tydeligt, at det centrale element ikke er vækst for alle, men snarere en intens grådighed hos en lille elite. I stedet for at geninvestere deres enorme overskud i samfundet, bliver de rige ofte fanget i en spiral af uendelig akkumulering. For dem er en milliard ikke nok, hvis naboen har to milliarder. Denne grådighed betyder, at de midler, der burde have skabt arbejdspladser og infrastruktur, i stedet bliver låst fast i private formuer eller komplekse finansielle instrumenter.
Smulerne der aldrig når bunden
Kritikere af denne økonomiske model påpeger, at de skattelettelser, der er givet til de øverste lag, sjældent resulterer i den lovede velstand for den brede befolkning. Når de rigeste får lov til at beholde en større del af deres indkomst, ser vi ofte en stigende ulighed frem for reel økonomisk vækst. Det er ikke fordi, de rige ikke har penge nok til at hjælpe, men fordi deres primære drivkraft er at maksimere deres egen profit frem for at bidrage til det fælles bedste. De små mængder af kapital, der rent faktisk siver ned, er blot smuler sammenlignet med de enorme mængder, der opsamles i toppen. Denne ubalance skaber barrierer for den økonomiske mobilitet og gør det svært for middelklassen at følge med.
Barrierer for reel vækst
Når kapitalen koncentreres på få hænder, opstår der en mærkbar hindring for den generelle økonomi. I stedet for at cirkulere i markedet gennem forbrug og investeringer i nye teknologier eller uddannelse, bliver pengene stående som statiske værdier. Denne mangel på cirkulation betyder, at den økonomiske motor mister kraft. Selvom nogle forsvarere af systemet mener, at rigdom skabes først og distribueres bagefter, viser virkeligheden ofte, at koncentrationen af magt og penge skaber monopoler og uretfærdige konkurrencevilkår. Den grådighed, der driver ønsket om at undgå beskatning, underminerer dermed de selve fundamenter, som en sund økonomi hviler på.
Vejen mod en mere retfærdig fordeling
Der er forskellige synspunkter på, hvordan man bedst løser disse problemer. Nogle politiske ledere har foreslået reformer, såsom højere selskabsskatter eller specielle skatter på de allerstørste formuer, for at modvirke denne udvikling. Formålet er at sikre, at de midler, som de rige akkumulerer, faktisk kommer samfundet til gode gennem offentlige ydelser og investeringer. Uanset om man ser det som et spørgsmål om retfærdighed eller ren økonomisk effektivitet, er det tydeligt, at den nuværende model, hvor man håber på, at rigdommen siver ned, ikke har leveret de resultater, den lovede. Grådighed har vist sig at være en barriere, der gør, at de rige blot holder på deres bytte, mens resten af verden må nøjes med de rester, der falder fra bordet.
