Det nordiske velfærdssystem skaber en unik materiel tryghed, men denne sikkerhed kan paradoksalt nok føre til et øget pres for konstant selvoptimering. For at modvirke denne tendens kan systemet suppleres med kulturelle modvægte, der prioriterer andre værdier end blot produktivitet og individuel præstation. Ved at skabe rum for fællesskaber og aktiviteter, som ikke har et målbart formål, kan vi skabe en modbevægelse til det præstationsorienterede samfund.
Praktisk kan dette gøres ved at investere i civilsamfundets organisering og fremme kulturelle rammer, hvor fritid og samvær er i fokus uden krav om resultater. Det handler om at fremme en kultur, hvor det at være sammen om noget uformelt har høj værdi. Ved at styrke de sociale institutioner og de fælles kulturelle institutioner, kan vi skabe miljøer, der støtter det hele menneske frem for det optimerede menneske. Denne transformation kræver, at vi ændrer fokus fra individuel måling til kollektiv trivsel og kulturel forankring i det moderne samfund.
