En ny struktur for det kasakhiske parlament
Stemmeurnerne i Kasakhstan er nu åbne. Det er ikke bare endnu en rutinemæssig afstemning for at fylde pladserne i parlamentet. Med de seneste forfatningsændringer er spillereglerne blevet ændret fundamentalt. Landet har bevæget sig væk fra det gamle to-kammer-system, hvor Senatet og Mazhilis spillede hver deres rolle. Nu står vi med et et-kammer-system, der skal forme nationens fremtid. Spørgsmålet er dog, om disse ændringer reelt åbner døren for folket, eller om de blot omstøber magtens arkitektur, så den passer bedre til præsident Kassym-Jomart Tokajev.
For at vinde en plads i den nuværende Mazhilis skal et politisk parti sikre sig mindst 5 procent af stemmerne. Det lyder måske som en teknisk detalje, men i praksis fungerer denne spærregrænse som et filter. Det filtrerer de små, uafhængige stemmer fra og sikrer, at kun de mere etablerede eller statsstøttede partier får indflydelse. Resultatet bliver et parlament, der er lettere at styre, når de politiske kræfter er samlet under nogle få, overskuelige paraplyer.
Arven fra januar-oprøret
Man kan ikke forstå de nuværende reformer uden at se på de blodige uger i januar 2022. Det oprør, der rystede landet, afslørede en dyb utilfredshed med den gamle elite. Folk protesterede mod ulighed og korruption, hvilket førte til en voldsom eskalering. Tokajev brugte denne uro til at lancere sin agenda om 'Ny Kasakhstan'. Han præsenterede reformerne som en nødvendighed for at undgå lignende kaos i fremtiden. Ved at ændre forfatningen efter oprøret har han positioneret sig selv som den figur, der skal lede landet ud af krisen gennem kontrolleret forandring.
Men reformerne efter deponeringen af de gamle magtstrukturer rejser et kritisk spørgsmål: Er der tale om en demokratisering eller en konsolidering? Ved at fjerne Senatet har man fjernet et af de kontrolorganer, der kunne fungere som en modvægt til præsidentembedet. Det nye system gør det lettere for den udøvende magt at få sin vilje igennem uden de store forhindringer, som det tidligere system med to kamre kunne medføre. Det ligner en proces, hvor man fjerner de komplekse bremser på en motor, der skal køre hurtigere i præsidentens retning.
Teknokrater mod regionale eliter
Bag de politiske overskrifter foregår der en kamp mellem forskellige typer af magthavere. På den ene side har vi de centraliserede teknokrater i Astana. De ønsker et system, der er effektivt, forudsigeligt og fremfor alt stabilt. For dem er parlamentet et værktøj til at implementere økonomisk politik og modernisere staten efter vestlige modeller. De søger professionalisering, men en professionalisering, der holder sig inden for de rammer, præsidenten har udstukket.
På den anden side findes de regionale eliter. Det er de lokale magtcentre, der har haft deres egne interesser og kontrol over ressourcer i forskellige provinser. Det nye system med øget centralisering i parlamentet truer de lokale magtstrukturer. For de regionale ledere handler kampen om, hvor meget indflydelse de kan beholde i en stat, der forsøger at blive mere strømlinet. Valget handler derfor ikke kun om ideologi, men om hvem der skal kontrollere de økonomiske strømme og de administrative beslutninger i de forskellige regioner.
Oliepriser og det økonomiske råderum
Politik i Kasakhstan er uadskillelig fra olie. Landets økonomi er tæt koblet til de globale råstofpriser. Når oliepriserne stiger, har staten råd til at dække de sociale spændinger med subsidier og offentlige projekter. Når priserne falder, bliver det politiske råderum pludselig meget mindre. Dette økonomiske pres betyder, at enhver politisk reform skal kunne bære sig selv økonomisk.
Den økonomiske afhængighed af olie gør også staten sårbar over for politiske krav. Hvis de nye politiske reformer kræver store investeringer i sociale sikkerhedsnet for at dæmpe utilfredshed, vil det presse de statsfinansielle budgetter. Derfor ser vi en tendens til, at de politiske reformer er designet til at være økonomisk konservative. Det handler om at bevare stabiliteten, så man ikke risikerer de folkelige opstande, der kunne afbryde de vigtige energieksport-ruter. Stabilitet er her ikke bare et buzzword; det er en økonomisk nødvendighed for regimets overlevelse.
Reform eller reorganisering?
Det er let at sige, at Kasakhstan gennemgår en demokratisk transformation. Men ser man nærmere på de specifikke mekanismer, ligner det snarere en reorganisering af den eksisterende elite. Ved at tillade nogle nye partier til at træde ind, skaber man en ventil for den politiske utilfredshed. Man lader oppositionen komme ind i varmen, men under kontrollerede forhold, hvor de ikke kan true selve statens kerne.
Dette skaber en illusion af pluralisme. Man får flere partier i parlamentet, men de opererer inden for en ramme, der sikrer, at de grundlæggende magtforhold forbliver uændrede. Det er en strategi, der kan kaldes 'kontrolleret åbning'. Det giver borgerne en følelse af at blive hørt, uden at de reelt kan skifte den politiske kurs markant. Spørgsmålet er, om dette system kan holde i længden, eller om de underliggende spændinger – både økonomiske og sociale – vil vokse sig så store, at de ikke længere kan indeholdes af de parlamentariske rammer.
