I skyggen af mure

Cuba har altid fanget vestlige øjne, men i dag er billedet anderledes, end det var, da venstrefløjen så en helt anden verden. Forfatteren skal skelne mellem de to forskellige linjer: den, som danskerne og amerikanerne ser Cuba igennem, og hvordan de er forskellige. For at gøre det skal forfatteren undersøge, hvordan et land, der ligger så tæt på Europa, kan være så forskelligt i vestlig opfattelse. I midten af det 20. århundrede – især på 1960’erne – var Cuba noget, man talte om som et ”udviklingsproblem” eller ”fejlslagent eksperiment” med kolossale menneskelige konsekvenser. Det var en verden, som danske venstrefløjsforfattere og journalister så som et slags ”maleri” af den socialistiske drøm, der var gået galt. Kaj Munk og Martin Andersen Nexø skrev om Cuba, men deres billeder blev altid forankret i en ideologisk retorik: man så Cuba som et eksempel på, hvordan magtmisbrug og korruption kunne ødelægge et håb, der burde være en dåbsfest. Danskere og amerikanere så det hele fra samme grundholdning – nemlig som et tilfælde af fejlslagen revolution, en ”militær diktatur”. Det var en tid, hvor vestlige medier og tænkere, inklusiv dansk journalistik i 1950'erne, dannede et billede af Cuba, der mest handlede om idealer og selskabelige kontraster – Cuba var ”barbarisk” i forhold til den vestlige civiliserede verden. Så kom 1960’erne, og det ændrede sig. Den amerikanske indblanding voksede; Cuba var ikke længere bare et eksotisk eksperiment, men et casus arteriosus, som USA ønskede at kontrollere. Mellem 1959 og 1962 var Cuba under amerikansk beskyttelse – og den var aldrig helt frivillig. Danskere og amerikanere opfattede dette som ”fredsfryd”, men forfatteren skal skelne mellem den offentlige og den skjulte opfattelse. I offentligheden blev Cuba et ”udviklingsland”, i baggrunden var det et ”fredsskærm”. Det førte til, at den danske kultur i 1960’erne – f.eks. gennem radio- og tv-programmer – blev brugt til at legitimere den amerikanske politik som en ”fredsbevarende” mission, ikke en invasion. Der var altså en klar kontrast mellem, hvordan Cuba fremstod på TV, og hvad der reelt foregik. I 1970’erne vendte der en ny bølge mod USA – en ”anti-militant” kritik. Dette sås især i Danmark, hvor flere forfattere, som F.P. Jac og Villy Sørensen, begyndte at argumentere for en ”humanitær tilgang” til Cuba, fordi de så de brutale forhold på landets jernbaner og hospitaler. Men den folkelige interesse for Cuba faldt, og den kritiske debat mistede fart – en tendens, som forfatteren bør reflektere over. Danske forfattere som Klaus Rifbjerg og S.B. Thomsen fortsatte dog med at undersøge emnet, men nu med en kritisk distance til USA’s militære og finansielle indblanding. Dette skabte et skel mellem, hvem der var interesseret i Cuba på overfladen (f.eks. gennem danskforskning i medier eller udstillinger), og hvem der fulgte tæt med, som i 1980’erne, hvor cubanske flygtninge begyndte at strømme tilbage, og diskussionen blev mere levende. USA’s billede af Cuba ændrede sig også gennem tiden. Hvor det tidligere var ”en fjendtlig stat”, ændrede det sig til ”et problem i regionen” med sanktioner. I 1960’erne var det ”kolonialisme i gang”, i 1980’erne ”uroligheder” eller ”ekspropriation”, og i dag er det en ”energipolitisk udfordring”. Forfatteren skal kritisere, hvordan den amerikanske definition af Cuba blev fastlåst, da landet i 2002 fik olie og gas fra Cuba. Den amerikanske politik blev ikke længere kun om ideologi, men om at bremse olie, der kom ind i USA. Denne afhængighed ændrede det amerikanske billede af Cuba fra ”demokrati” til ”ressource”. Det betød også, at USA’s syn på Cuba blev mindre ideologisk og mere geopolitisk – et syn, som forfatteren kan sammenligne med, hvordan danskere nogle gange havde et mere humanitært eller kritisk blik, men aldrig helt sammenfaldende med den amerikanske virkelighed. Et interessant træk i begge landes opfattelse var interesse for faldne soldater. I Danmark fik man en større bevidsthed om krigens menneskelige omkostninger gennem bl.a. filmen ”Pelle Erobreren”, og det satte fokus på Cuba i 1990’erne. Efter 2000 var der ikke så megen interesse; man talte mindre om faldne, mere om økonomi. Dette skete delvist, fordi cubanske flygtninge begyndte at rejse tilbage efter årtier i eksil. Men netop fordi de vendte tilbage, kom der fokus på overlevelse, sorg, og hvordan det var at være en del af et regime, der pludselig begyndte at falde fra hinanden. Dette skabte en ny dimension i både amerikanske og danske fortællinger – ikke kun om terror, men også om overlevelse, og det kan forfatteren bruge til at vise, hvordan forståelsen af Cuba har ændret sig. I dag er Cuba ikke længere kun et ”problem”. Der er kommet en vis pragmatisme i det danske syn. Man ser Cuba som en del af en større regional økonomi, et sted med konflikter, men også med komplekse mennesker. Danskere og amerikanere gør ikke det samme, men de er både mere kritiske over for USA’s militære tilstedeværelse. I Danmark er der oftere tale om at være “humanitært interesseret”, mens amerikanere stadig er optagede af, om Cuba støtter Rusland eller USA. Denne forskel er tydelig. Danskere bruger ofte ord som ”humanitær katastrofe” eller ”folk under pres”, mens amerikanere taler om ”cirkulær logik”, ”insurgents” eller ”nedtrapning af militær tilstedeværelse”. Det er vigtigt at nævne, at begge sider anerkender, at Cuba er et land i krise, men tolker årsagerne og vejen frem forskelligt. Forfatteren bør også inddrage aktuelle begivenheder. For eksempel, efter at Cuba indgik våbenhvile i 2016 og trak styrkerne ud af Cuba, ændrede man på den amerikanske holdning til ”en afsluttet mission”. I Danmark var der ingen tilsvarende afsked, fordi man så en chance for genforening. Forfatteren skal kritisk vurdere, hvorvidt amerikanerne kan retfærdiggøre, at de så det som en ”mission”, mens danskere mere er optaget af, hvad der skete med soldaterne, og hvordan det påvirkede en hel nation. Vurdering: Det er muligt at se Cuba set gennem både en dansk og en amerikansk linse. Men det er svært at være helt enig i, hvordan lande som Danmark og USA ser Cuba. Nogle ting som faldne soldater og krigserfaringer nævnes i begge landes fortællinger, men danske forfattere har længe haft fokus på humanitet og modstand. Mange danskere stiller sig også kritisk til USA’s militære og økonomiske involvering i Cuba, selvom de er optagede af, hvad der sker i Cuba. Forfatteren skal diskutere, om denne kontrast skyldes landenes forskellige forhold til den kolde krig, deres kulturelle værdier, eller noget helt andet. Måske er det, fordi man i Danmark har en historisk mistillid til militære interventioner, mens amerikanerne opfatter Cuba som en del af global politik. Samtidig har danskere i dag også en anden rolle – at være en del af den globale diskussion om Cuba, snarere end at agere “redningsagent” som USA. Sammenfattende er der stor forskel på, hvordan danskere og amerikanere ser Cuba, og det ændrer sig over tid. Forfatteren skal afsløre disse forskelle ved at se på, hvordan synet ændrer sig, når den kolde krig, især Cuba-krigen, slutter, og hvordan nye begivenheder som våbenhvilen eller de hjemvendende flygtninge får betydning. Forfatteren skal kritisere, om denne forskel skyldes national identitet, kulturel holdning eller virkeligheden i Cuba – og diskutere, hvad det betyder for den danske forståelse af landet i dag, set i forhold til, hvad amerikanere mener. Hvis forfatteren kan gøre det klart, at man godt kan have et kritisk og analytisk forhold til Cuba, men at man ikke er enig med de andre om, hvordan man skal håndtere det, så har vedkommende leveret en god og brugbar analyse.