Gavin, en tidlig bruger af varmepumper i det sydlige England, havde regnet med at spare penge. I stedet steg hans elregning, fordi hans varmepumpe skulle køre på høj effekt i et dårligt isoleret hus, og fordi nettarifferne steg. Hans historie er ikke unik. Den er et tidligt varsel om et problem, der rækker langt ud over middleklassens lommebøger: Nettonul-overgangen risikerer at skabe en ny klasse af energifattigdom, hvor de, der ikke har kapital til varmepumper, batterier eller elbiler, betaler prisen for et system, de ikke kan få adgang til.
Varmen eller maden: Når regningen bliver et spørgsmål om overlevelse
I Storbritannien står millioner af husstande i det, man kalder "heat or eat"-dilemmaet. Ifølge Office for National Statistics (ONS) måtte næsten 3 millioner husstande i 2022 vælge mellem at varme hjemmet op eller spise ordentligt. Det er ikke et spørgsmål om dårlig økonomisk styring. Det er et strukturelt problem, når faste afgifter på el og gas udgør en stigende andel af regningen, mens lønninger og sociale ydelser ikke følger med. Når fossil gas udfases, og nettets omkostninger lægges over på forbrugerne, rammer det hårdest dem med mindst.
En varmepumpe kræver typisk en investering på 8.000-15.000 pund i Storbritannien, plus isolering og eventuelt nyt varmesystem. Et batteri koster yderligere 4.000-8.000 pund. En elbil (EV) er stadig dyrere end en tilsvarende benzinbil. For en husstand med lav indkomst er disse beløb uoverkommelige. Uden statslig støtte, der dækker hele eller næsten hele udgiften, vil overgangen ikke ske for dem. De vil blive hængende på gamle gaskedler, indtil de forsvinder fra markedet, og derefter stå med endnu højere regninger.
Systemomkostninger er ikke en naturlov
Sir Dieter Helm, professor ved Oxford, har ret i, at nettonul kræver massive investeringer i nettets kapacitet, lagring og fleksibilitet. Men han og andre økonomer tager ofte et spring: at disse systemomkostninger nødvendigvis skal betales over elregningen. Det er et politisk valg, ikke en fysisk lov. Man kunne finansiere netopgraderinger gennem progressiv indkomstskat, selskabsskat eller en CO2-afgift på importvarer. I stedet lægges udgiften ofte på faste nettarriffer, der rammer alle forbrugere lige hårdt. En husstand i det nordlige England betaler samme nettarrif som en velhavende husstand i London, uanset indkomst.
I Danmark har man længe haft en grøn afgift på el, men også her er nettarrifferne steget. I 2023 udgjorde nettarriffer og afgifter omkring 60-70% af en typisk elregning for en almindelig husstand. Det betyder, at selv om selve strømmen fra vindmøller er billig, er den endelige regning ikke. Hvis man i stedet finansierede nettets udbygning over skatten, ville man kunne sænke de faste omkostninger og gøre det billigere at skifte til varmepumpe og elbil for dem, der har svært ved at låne.
Fra Storbritannien til DR Congo: Retfærdighed i forsyningskæden
Mens Storbritannien og Danmark diskuterer nettarriffer, foregår en anden kamp i Den Demokratiske Republik Congo (DRC). Her udvindes omkring 70% af verdens cobalt, et nøglemetal i lithium-ion-batterier. Mange miner er små, uformelle og bruger børnearbejde. Ifølge FN's børnefond (UNICEF) arbejder omkring 40.000 børn i koboltminer i det sydlige DRC. De samme batterier, der skal gøre den britiske elbil billigere og stabilisere nettet, starter deres liv under farlige forhold i Afrika.
Det er ikke et argument imod vedvarende energi. Det er et argument for at se på hele kæden. Når man i Vesten taler om "systemomkostninger", udelader man ofte de sociale og miljømæssige omkostninger i minedistrikterne. En retfærdig overgang kræver, at man betaler en pris for cobalt og lithium, der dækker genopretning, sikkerhed og børns skolegang. Ellers eksporterer man sin energifattigdom til andre.
Grøn eller billig? En falsk modsætning
Debatten stilles ofte op som et valg mellem grøn og billig. Det er en falsk modsætning. Vind- og solenergi er i dag de billigste former for ny elproduktion i store dele af verden. Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) faldt prisen på solceller med over 80% fra 2010 til 2022. Problemet er ikke, at grøn energi er dyr. Problemet er, at man har valgt at finansiere omstillingen gennem forbrugerne i stedet for gennem dem, der har kapitalen.
Når politikere siger, at "vi har ikke råd" til at subsidiere varmepumper eller elbiler til lavindkomsthusstande, er det et politisk valg. Man kunne indføre en statsgaranteret låneordning, hvor tilbagebetalingen sker over energiregningen, men med en indkomstafhængig sats. Man kunne hæve selskabsskatten for olieselskaber, der har haft rekordoverskud, og bruge pengene på netopgraderinger. Man kunne indføre differentierede nettarriffer, så store forbrugere betaler mere per kWh. Det er ikke teknisk svært. Det er politisk svært, fordi det udfordrer magtforhold.
En arkitektur for alle
Kernen i nettonul er ikke kun at producere ren energi. Det er at gøre den billig at bruge for alle. Hvis ikke, vil vi få en situation, hvor de velhavende får varmepumper, solceller og elbiler, mens de fattige bliver efterladt med gamle gaskedler og stigende regninger. Det vil undergrave den folkelige opbakning til hele omstillingen. Højrefløjspartier i Europa har allerede gjort energipolitik til en kampplads ved at pege på "grønne afgifter" som årsag til fattigdom.
En anden vej er mulig. Man kan kombinere tre ting: en massiv offentlig investering i net og lagring, finansieret gennem progressiv beskatning og selskabsafgifter; en målrettet støtte til lavindkomsthusstande, der dækker op til 100% af varmepumper og isolering; og en international aftale om ansvarlig minedrift, der sikrer, at cobalt og lithium ikke udvindes med børnearbejde. Det handler ikke om at vælge mellem ren og billig. Det handler om at gøre ren energi billig for dem, der har mindst.
Gavin kunne have været en pioner. I stedet blev han et advarselssignal. Hvis nettonul skal lykkes, må det ikke være en luksus for de få. Det skal være en rettighed for de mange. Ellers vil energifattigdom ikke forsvinde. Den vil skifte navn.
