Diplomatiets tavshed om humanitære kriser
I september 2024 samledes verdens ledere i FN's generalforsamling. Møderne blev beskrevet som diplomatiets største uge i årevis. Avisoverskrifter handlede om genåbning af handelsruter gennem Hormuzstrædet og muligheden for nye sanktioner mod Iran. Men ingen af overskrifterne nævnte de iranske patienter, der mangler medicin. Denne tavshed er ikke tilfældig. Den afspejler en prioritering af økonomisk sikkerhed frem for menneskelig sikkerhed.
Menneskelige omkostninger ved vedvarende spændinger
USA's maksimale pres mod Iran siden 2018 har haft konsekvenser for almindelige borgere. Inflationen i Iran har været tocifret i årevis. Arbejdsløsheden blandt unge er høj. Importen af medicin er faldet drastisk. Kræftpatienter og diabetikere kan ikke få den behandling, de har brug for. Ifølge humanitære organisationer er adgangen til livsvigtige lægemidler blevet en daglig kamp. Spændingerne i Den Persiske Golf har også øget priserne på fødevarer. En almindelig iransk familie bruger en større del af indkomsten på brød og ris end for ti år siden.
Historiske rødder til nutidens fastlåsning
For at forstå den nuværende diplomatiske dødvande må man se på historien. I 1953 gennemførte CIA og MI6 et kup mod Irans demokratisk valgte premierminister Mohammad Mossadegh. Operation Ajax genindsatte shah Mohammad Reza Pahlavi. I 1979 førte den iranske revolution til islamisk styre og gidseltagningen på den amerikanske ambassade. Under Iran-Irak-krigen 1980-1988 støttede vestlige lande Saddam Hussein. I 2015 indgik Iran og seks stormagter JCPOA-aftalen, der begrænsede Irans atomprogram mod lempelse af sanktioner. I 2018 trak USA sig ud under præsident Trump. Hver af disse begivenheder har skabt mistillid. Diplomati uden ansvar for fortiden er tomt for iranere.
Sanktioner som kollektiv afstraffelse
USA's ensidige sanktioner mod Iran er ikke godkendt af FN's Sikkerhedsråd. Formelt er medicin og fødevarer undtaget. I praksis tør banker og virksomheder ikke handle med Iran af frygt for bøder. SWIFT-afkoblingen har gjort det næsten umuligt at overføre penge. Humanitære undtagelser fungerer ikke. Resultatet er en kollektiv afstraffelse af civilbefolkningen. Iranske borgere betaler prisen for deres regerings handlinger.
Handelsruter eller menneskerettigheder?
Diplomatisk succes måles i dag på oliepriser og skibsruter. Politikere taler om at holde Hormuzstrædet åbent. De taler sjældent om at holde hospitaler åbne. Mens diplomater forhandler om handelsaftaler, fortsætter droner og cyberangreb. Civilbefolkningen i Yemen, Irak og Syrien lider under proxy-krige mellem USA og Iran. Konflikten er regional, men dens ofre er lokale. En fredsaftale, der kun handler om handel, vil ikke stoppe lidelsen.
Hvem tjener på stilheden?
Den diplomatiske stilhed tjener våbenindustrien, oliehandlere og autoritære regimer. Vestlige medier fokuserer på Trump, Biden og Khamenei. De interviewer sjældent en mor i Teheran, der ikke kan købe epilepsimedicin til sit barn. Den geopolitiske fastlåsning opretholder status quo for magthavere. Menneskelig sikkerhed nedprioriteres. Spørgsmålet er, hvem der betaler prisen for denne stilhed. Svaret er de mest sårbare grupper i Iran og nabolandene.
Ruslands og Kinas rolle i tavsheden
Rusland og Kina har vetoret i FN's Sikkerhedsråd. De blokerer ofte resolutioner mod Iran. Deres interesse er at svække USA's indflydelse. Humanitære konsekvenser nævnes sjældent i deres udtalelser. Kinesiske selskaber køber iransk olie trods sanktioner. Russiske våben havner i regionen. Denne stormagtspolitik forlænger konflikten. Civile iranere oplever, at deres lidelser bruges som brik i et større spil. Tavsheden om menneskelig sikkerhed er ikke kun vestlig. Den er global.
Langsigtede konsekvenser af tidligere interventioner
Tidligere interventioner har efterladt dybe sår. Efter USA's invasion af Irak i 2003 blev hundredtusinder af civile dræbt. Iran blev mere indflydelsesrigt i regionen. Syrienkrigen krævede millioner af flygtninge. Disse erfaringer former iraneres syn på Vesten. De husker, at løfter om demokrati og frihed ofte fulgtes af kaos. En ny diplomatisk aftale uden humanitære garantier vil ikke skabe tillid. Den vil blot bekræfte mistanken om, at civile liv er underordnet strategiske mål.
En anden målestok for diplomati
Vi bør måle diplomati på reduktion af barndødelighed, adgang til rent vand og psykisk sundhed. Ikke på handelsaftaler alene. Hvis en aftale ikke forbedrer livet for iranere, er den ingen succes. Humanitære konsekvenser bør indgå i alle forhandlinger. Ellers er storslået diplomati et røgslør for geopolitisk dominans. Vi må kræve, at FN's humanitære organisationer får uhindret adgang. Det er en nødvendig betingelse for varig fred.
Menneskelig sikkerhed først
Den største uge i diplomatiets historie bør ikke måles på, hvor mange møder der blev holdt. Den bør måles på, hvor mange liv der blev reddet. Iranerne fortjener mere end handelsruter og sanktionslettelser. De fortjener adgang til medicin, fødevarer og basale rettigheder. Uden dette vil enhver diplomatisk sejr være illusorisk. Fremtidige forhandlinger må starte med menneskelige behov, ikke med statslige interesser. Kun da kan vi tale om virkelige fremskridt.
