Hvis USA vælger en strategi baseret på total militær kontrol over Hormuz-strædet frem for en diplomatisk rammeaftale med Iran, vil det skabe en permanent tilstand af høj militær beredskab i regionen. Denne tilgang gør strædet til et geopolitisk brændpunkt, hvor enhver lille fejl eller teknisk fejlhandling kan eskalere til en fuldskala konflikt. Det øger risikoen for, at regionale magter som Saudi-Arabien og UAE føler sig tvunget til at opruste massivt eller søge nye sikkerhedsgarantier hos andre stormagter som Kina eller Rusland.
Prisniveauet på olie og gas vil sandsynligvis svinge voldsomt. Markedets usikkerhed reagerer hurtigt på militær aktivitet i de maritime arterier. Iran vil næppe acceptere en ensidig amerikansk dominans uden modtræk. De vil i stedet bruge asymmetriske metoder, såsom brug af hurtigbåde, miner eller missilplatforme, for at udfordre kontrollen. Dette skaber en konstant trussel mod den globale forsyningskæde.
Resultatet bliver et mere fragmenteret Mellemøsten. Diplomati skaber forudsigelighed, mens militær kontrol kræver konstant magtprojektion. Det skifter fokus fra økonomisk integration til ren militær afskrækkelse. Det gør regionen mere uforudsigelig for investorer og politiske beslutningstagere verden over.
