Skyggen fra Twin Towers over Europa
Da de to tårne i New York styrtede sammen den 11. september 2001, ændrede verden sig ikke bare politisk, men også i selve sin grundlæggende struktur. For Europa betød dagen et skift i den kollektive bevidsthed, hvor frygten for det fremmede begyndte at indtage det politiske centrum. Men at sige, at 9/11 direkte skabte den europæiske højrefløj, er en forsimpling. De radikale partier i Europa har eksisteret længe, men de ventede på en ramme, der kunne legitimere deres eksklusionspolitik. Den ramme kom i form af 'krigen mod terror'.
Det er fristende at se historien som en direkte linje fra terrorangrebet til dagens populistiske regeringer. Men sandheden er mere kompleks. 9/11 fungerede ikke som en tændsats, der skabte ild ud af intet; det fungerede snarere som en katalysator, der ændrede den politiske atmosfære. Det gjorde det muligt at tale om identitet, kultur og sikkerhed på en måde, som tidligere var blevet betragtet som racistisk eller ekstrem. Ved at flytte diskursen fra biologi til kultur, kunne højrefløjen omdefinere, hvem der hører til i det europæiske fællesskab.
Fra kolonitidens arv til moderne overvågning
For at forstå, hvorfor europæiske samfund reagerede, som de gjorde, må vi kigge bagud. Den måde, vi i dag kategoriserer visse befolkningsgrupper som 'sikkerhedsrisici', trækker dybe spor tilbage til kolonitiden. Den videnskabelige racisme og de bureaukratiske værktøjer, der blev brugt til at kontrollere befolkninger i de tidligere kolonier, blev genbrugt i en ny, sofistikeret form efter 2001. Nu handlede det ikke om hudfarve alene, men om 'radikalisering' og 'uforenelige værdier'.
Denne historiske arv har skabt en struktur, hvor visse borgere altid er i mistanke. Når vi taler om 'os mod dem', trækker vi på gamle konflikter, der har ligget og ulmet i århundreder. Ved at rammesætte migrationsproblematikken som et sikkerhedsspørgsmål frem for et humanitært spørgsmål, har politiske aktører formået at gøre eksklusion til en nødvendighed for nationens overlevelse. Det er ikke tilfældigt, at de mest populistiske bevægelser i Europa bruger de samme logikker, som blev brugt i de koloniale administrationer til at opretholde orden.
Prisen for sikkerhed: En menneskelig erosion
Vi hører ofte, at sikkerhed og frihed er en balancegang. At vi må opgive lidt privatliv for at beskytte vores liv. Men denne fortælling overser de mennesker, der betaler den højeste pris for denne balance. For mange minoritetsgrupper i Europa er sikkerhedsforanstaltningerne ikke noget, der beskytter dem, men noget, der overvåger dem. Øget politimæssig tilstedeværelse i socialt udsatte boligområder, algoritmer der screener rejsende, og en konstant mistænkeliggørelse af religiøse praksisser har skabt en følelse af at være fremmed i sit eget hjem.
Når staten øger overvågningen, sker det sjældent ligeligt. Det rammer de marginaliserede. Det skaber en social distance, hvor naboen ikke længere ses som en medborger, men som en potentiel trussel, der skal overvåges. Denne stigmatisering er ikke bare et biprodukt; det er en strukturel konsekvens af den lovgivning, der blev vedtaget i årene efter 2001. Når man reducerer mennesker til datapunkter i en terror-statistik, mister man blikket for det enkelte menneskes værdighed og de sociale bånd, der holder et samfund sammen.
Den sociale sammenhængskraft der knækkede
Social sammenhængskraft kræver tillid – både mellem borgere og mellem borger og stat. Men 'krigen mod terror' har arbejdet mod netop dette mål. Ved at skabe en permanent undtagelsestilstand har man undermineret den sociale tillid. Når diskursen i medierne og i parlamenterne handler om kulturel indtrængen og skjulte dagsordener, bliver det svært at opbygge fælles projekter. Man kan ikke bygge en nation på frygt.
Dette er det paradoks, som den europæiske højreekstremisme lever af. De peger på den uro og den polarisering, som deres egen retorik har været med til at skabe, og præsenterer det som et bevis på, at de har ret. De udnytter den fragmentering, som de politiske og militære modreaktioner på 9/11 har forårsaget. De høster frugterne af den splittelse, som de demokratiske institutioner selv har været med til at så ved at prioritere sikkerhed over inklusion.
Hvem ofrede vi vores værdier for?
Det er nødvendigt at stille det ubehagelige spørgsmål: Hvad har vi egentlig vundet? Hvis sikkerhed betyder, at vi lever i et samfund, hvor store dele af vores befolkning føler sig uønskede og overvågede, er vi så virkelig blevet mere sikre? Eller har vi blot skabt en ny form for ustabilitet? Ved at handle reaktivt på 9/11 har mange europæiske stater ofret de humanistiske idealer, som de ellers påstår at forsvare. Vi har bygget mure – både fysiske og juridiske – og vi har mistet evnen til at se hinanden som ligeværdige.
Den radikale højrefløj har ikke vundet magten ved at bringe orden; de har vundet den ved at kapitalisere på den kaos-tilstand, som den globale kamp mod terror har skabt. De har taget den frygt, som borgerne føler, og givet den en retning. De har gjort det legitimt at pege på naboen. Hvis vi skal bryde denne cirkel, skal vi holde op med at acceptere præmissen om, at vi er nødt til at vælge mellem sikkerhed og menneskeværd. Sand sikkerhed findes ikke i isolation eller overvågning, men i den sociale kontrakt, der sikrer, at alle har en plads i fællesskabet.