Da racisme handlede om biologi, var det nemt at spotte. Lovgivningen kunne bruge objektive kriterier som hudfarve eller DNA til at identificere diskrimination. Det gjorde det muligt for domstole og ombudsmænd at måle ulighed direkte og juridisk efterprøve, om en borger blev behandlet forskelligt baseret på deres ophav.
Med skiftet mod kulturel eksklusion er spillereglerne blevet sværere at håndhæve. Nu handler afvisningen ikke om, hvem du er født som, men om dine værdier, din religion eller din livsstil. Det er flydende begreber. Når politikere taler om at beskytte "vores værdier", er det svært for en domstol at dømme, hvornår det kammer over i ulovlig diskrimination, og hvornår det blot er en politisk diskussion om kultur.
Denne udvikling udvander de demokratiske kontrolmekanismer. Hvor man før kunne bruge statistik over etnicitet til at påvise systemisk bias, drukner de samme tal nu i kulturelle forklaringer. Det bliver sværere at bevise, at en person blev valgt fra til et job på grund af deres baggrund, hvis arbejdsgiveren blot henviser til en manglende kulturel match. Kontrollen flyttes fra juraen og over i det politiske domæne, hvor argumenterne er subjektive.
