Når fødevarepriserne stiger eksponentielt, vil konsekvenserne variere drastisk afhængigt af et lands økonomiske stabilitet og sociale sikkerhedsnet. I rige lande vil prisstigninger primært manifestere sig som et fald i disponibel indkomst. Forbrugerne vil her ofte kunne håndtere krisen ved at ændre forbrugsmønstre eller bruge opsparinger, da basale behov som kalorier stadig er økonomisk opnåelige for de fleste.
I lavindkomstlande er situationen langt mere kritisk. Her bruger en meget høj procentdel af husholdningernes budget på basale fødevarer. En eksponentiel prisstigning kan her føre til direkte fødevareusikkerhed, udbredt fejlernæring og hungersnød. Statens evne til at intervenere er også begrænset, da mange fattige lande mangler de finansielle ressourcer til at finansiere fødevarehjælp eller subsidier til befolkningen.
Desuden kan de socioøkonomiske forskelle føre til øget politisk ustabilitet i de fattige regioner. Historisk set har høje fødevarepriser været en direkte udløser for sociale uroligheder og migration. Hvor rige lande oplever økonomisk irritation, oplever fattige lande ofte fundamentale trusler mod den sociale sammenhængskraft og den fysiske overlevelse.
