Overgangen til et et-kammer-system i Kasakhstan er et tveægget sværd. For tilhængere af reformerne handler det om effektivitet. Ved at fjerne overhuset kan lovgivningsprocessen køre hurtigere. Beslutninger kan træffes uden de langvarige forhandlinger, som et tokammersystem ofte kræver. Dette ses som en måde at modernisere staten på under Tokajevs ledelse.
Men kigger man på den politiske virkelighed, er billedet mere uklart. Et tokammersystem fungerer ofte som en indbygget bremse. Det giver en ekstra kontrolinstans, der kan udfordre den siddende præsident. Når man fjerner denne instans, forsvinder en naturlig barriere mod hurtige, ensidige beslutninger fra præsidentembedet. Det gør det lettere for den udøvende magt at styre den lovgivende forsamling uden modspil.
I Kasakhstans kontekst peger mange observatører på, at centraliseringen er den mest sandsynlige konsekvens. Selvom formålet officielt er effektivitet, svækker det den interne magtbalance. Når magten samles ét sted, bliver kontrollen med præsidenten sværere for oppositionen. Resultatet er et system, hvor den politiske kontrol i højere grad ligger hos Tokajev selv frem for hos de folkevalgte organer.
