Et skift fra den nuværende markedsmodel til en universel velfærdsmodel vil fundamentalt ændre det britiske samfund. Økonomisk set kræver det en massiv omfordeling af midler. Finansieringen ville sandsynligvis kræve markante skattestigninger, især på indkomst eller ejendom, for at dække de enorme driftsomkostninger. Dette kunne skabe spændinger i forhold til vækst og incitamenter for de højere indkomster. Til gengæld ville man fjerne den store økonomiske usikkerhed, som mange ældre oplever i dag, når de skal navigere i et dyrt privat plejemarked.
Politisk ville debatten blive intens. Tilhængere ville pege på øget lighed og social stabilitet, da adgang til pleje ikke længere afhænger af pengepungens tykkelse. Modstandere ville frygte bureaukrati og ineffektivitet i et statsligt system. Det ville sandsynligvis skabe en skarp polarisering mellem dem, der ønsker en stærk stat, og dem, der prioriterer individuel frihed og lavere skatter.
Resultatet er et samfund med mindre økonomisk ulighed i alderdommen, men med en langt større fælles regning. Det ville fjerne frygten for at gå fallit på plejehjem, men prisen er en permanent og tungere beskatning for den arbejdsdygtige befolkning.
