Det er et komplekst spørgsmål, da balancen mellem personlig vækst og sygdommens belastning varierer fra person til person. Teoretisk set kan den refleksion, som nogle oplever i forbindelse med modgang, føre til øget selvindsigt. Men når en tilstand kategoriseres som en klinisk depression, bliver de biologiske realiteter og den funktionsnedsættelse, som følger med, ofte dominerende.
Den kritiske grænse overskrides, når de kognitive symptomer såsom ekstrem træthed, manglende koncentration og dyb håbløshed gør det umuligt at bruge de refleksive evner konstruktivt. Ved en moderat eller svær depression vil de biologiske faktorer ofte tage overhovedet, så individet mister evnen til at handle på sin selvindsigt eller overhovedet se de positive muligheder i de svære tanker. Når lidelsen hindrer evnen til at fungere i hverdagen eller i sociale relationer, er fokus skiftet fra eksistentiel refleksion til nødvendig klinisk behandling. I det kliniske felt vurderer man dette ved at se på, om de negative symptomer forhindrer individet i at leve et meningsfuldt liv trods eventuel indsigt.
