Klassificeringen af genindtagelsen af Kadim som en korrektion af historiske fejl bygger på specifikke juridiske principper i israelsk ret. Det centrale fundament er anvendelsen af ejendomsretlige dokumenter og historiske opmålinger, som myndighederne mener kan bevise tidligere israelsk eller jødisk tilstedeværelse på området. I stedet for at se det som en ekspansion af eksisterende bosættelser, argumenterer de juridiske instanser for, at der er tale om en genopretning af ejendomsrettigheder, der tidligere er blevet overtrådt.
Denne juridiske tilgang benytter administrative procedurer, hvor man gennemgår gamle matrikler og landbrugsregistreringer for at identificere tidligere ejerskab. Hvis myndighederne finder belæg for, at landbrugsjord eller beboelse tidligere tilhørte specifikke grupper, kan de bruge dette som grundlag for at annullere nuværende brugsrettigheder. Ved at rammesætte handlingen som en juridisk korrektion frem for en territorial udvidelse, forsøger man at omgå internationale restriktioner mod bosættelser i besatte områder. Dette sker ved at fokusere på individuel ejendomsret frem for politisk ekspansion; dermed bliver det behandlet som en civilretlig sag om ejendom frem for et spørgsmål om militær kontrol eller nye bosættelsesprojekter.
