Problemet handler primært om dronernes lave radarningssignatur og deres flyveprofil. De fleste af de iranske modeller, som Shahed-serien, er bygget med en overflade af kompositmaterialer frem for metal. Det betyder, at de ikke reflekterer radarstråler på samme måde som et jagerfly. De fremstår blot som små, udefinerbare prikker på en radarskærm, hvilket gør det svært for computere at skelne dem fra fugle eller andet naturligt baggrundsstøj.
Deres motorer spiller også en stor rolle. De benytter ofte små, kommercielle stempelmotorer, der minder om dem, man finder i små privatfly. Disse motorer støjer ikke nær så meget som en jetmotor, og de sender minimal varme ud bagved. Da mange moderne luftforsvarssystemer leder efter varmesignaturer for at låse sig fast på et mål, kan dronerne ofte flyve tæt på målet, før de bliver sporet korrekt.
Slutteligt udnytter de lav højde. Ved at flyve lavt følger de terrænets kurver, hvilket skaber en effekt, man kalder 'ground clutter'. Radaren bliver forstyrret af refleksioner fra bakker og træer, hvilket gør det endnu sværere at isolere selve dronens bevægelse i tide til en effektiv nedskydning.
