Det starter ofte med vores medfødte trang til at skabe mening i kaos. Hjernen er en mønstergenkendelsesmaskine, der elsker sammenhænge. Men når denne proces løber løbsk, opstår der en kognitiv bias, som vi kalder bekræftelsesbias. Her leder vi kun efter information, der understøtter det, vi allerede tror på. Alt andet filtreres fra eller bortforklares med det samme.
Når teorien først har bidt sig fast, ændrer måden, vi indsamler viden på, sig fundamentalt. Det er her, det bliver til et lukket system. Hvis en journalist eller forsker præsenterer fakta, der modstrider teorien, ser den konspiratoriske tænker ikke dette som et bevis på fejl. I stedet tolkes modbeviset som en del af selve sammensværgelsen. Selve modstanden bliver altså et bevis på, at teorien er sand. Det skaber en logisk fælde, man ikke kan tale sig ud af.
Social identitet spiller også en stor rolle. At tilhøre en gruppe, der "ved noget, de andre ikke ved", giver en følelse af overlegenhed og kontrol. At skifte mening svarer for mange til at miste både deres verdensbillede og deres sociale fællesskab. Derfor beskytter sindet teorien lige så meget, som det beskytter ens identitet.
