Det er svært at hjælpe folk, som det offentlige system ikke kan se. Når en voksen bruger alle sine kræfter på at virke 'normal' i sociale sammenhænge, kaldes det maskering. Det slider ekstremt meget på det mentale helbred og fører ofte til udbrændthed. Da mange mangler en formel diagnose, falder de ofte mellem to stole i det eksisterende støttesystem.
Vi skal starte med at ændre måden, vi skaber rammer på. Arbejdspladser kan fjerne det sociale pres ved at tilbyde fleksible rammer som hjemmearbejde eller skærmede arbejdsstationer, uanset om medarbejderen har en diagnose eller ej. Det handler om at fjerne de unødvendige kognitive belastninger, så energien kan bruges på selve opgaven i stedet for på at afkode uformelle sociale koder.
Samtidig har vi brug for lavere tærskler for rådgivning. Psykologhjælp og coaching bør ikke kræve et lægeudskrevet diagnosenummer, hvis symptomerne er tydelige. Ved at fokusere på de faktiske behov – som behovet for ro, struktur og forudsigelighed – fremfor blot på en mærkat, kan vi fange de voksne, før de knækker under vægten af at spille en rolle, de ikke kan holde ud at vedligeholde.
