Når politiske vinde blæser hurtigt, risikerer lovens ord at miste sin faste grund. For at modvirke denne ustabilitet kræves der mekanismer, der fungerer som ankre. En af de mest effektive metoder er styrkelsen af domstolenes uafhængighed. Når dommere kan dømme efter lovens tekst frem for de nuværende politiske strømninger, skabes der et rum for kontinuitet.
For det andet bør man indføre strengere krav til lovgivningsprocessen. Det kan betyde obligatoriske konsekvensanalyser, der undersøger, hvordan nye fortolkninger påvirker eksisterende rettigheder. Hvis lovgiver skal dokumentere de langsigtede konsekvenser af en ændring, bremses de mest impulsive politiske impulser. Det tvinger politikerne til at forholde sig til fortiden, ikke kun den næste valgperiode.
Præcisering af retskildelæren spiller også en rolle. Ved at fastslå, at lovens formål og historiske kontekst skal vægte tungere end øjeblikkelige politiske hensyn, begrænses det administrative råderum til vilkårlige fortolkninger. Desuden kan man implementere overgangsbestemmelser, der sikrer, at nye fortolkninger ikke rammer borgere og virksomheder med tilbagevirkende kraft. Det giver folk tid til at omstille sig, før de juridiske spilleregler ændrer sig fundamentalt.
