Når parter arbejder med integrativ forhandling, er målet at udvide den samlede mængde af værdi, før man begynder at fordele den. For at sikre, at denne proces ikke ender med, at den stærkeste part tager det hele, benytter man sig af flere konkrete mekanismer. En af de vigtigste er anvendelsen af objektive kriterier. Ved at basere delingen på uafhængige standarder, såsom markedspriser, faglige normer eller juridiske principper, fjerner man fokus fra parternes viljesstyrke og flytter det over på retfærdighed og saglighed.
En anden mekanisme er transparens omkring de underliggende behov og interesser. Ved at være åben omkring, hvorfor specifikke elementer er vigtige for én part, kan man skabe en delingsmodel, der respekterer de reelle bidrag. Desuden spiller BATNA-konceptet, eller den bedste alternative aftale, en afgørende rolle. Hvis en part ved, at den anden har et stærkt alternativ uden for forhandlingen, fungerer dette som et naturligt værn mod uretmæssige krav. Endelig kan man indbygge kontrolmekanismer eller revideringsklausuler i aftalen, som sikrer, at værdiuddelingen følger de aftalte principper over tid, hvilket skaber balance i samarbejdet.
