For at undgå et teknologisk diktatur fra få nationer kræver det en fundamental ændring i, hvordan vi opbygger internationale organer. Det handler ikke blot om at invitere lande til bordet, men om at give dem de værktøjer, der skal til for at deltage på lige fod. Mange lande i det Globale Syd mangler i dag den tekniske infrastruktur og den specialiserede ekspertise, som kræves for at sætte rammerne for f.eks. neurale netværks etiske retningslinjer eller databeskyttelse.
En konkret løsning er at oprette internationale fondsløsninger, der finansierer kapacitetsopbygning i udviklingslande. Hvis forskere i Nairobi eller Lima har adgang til de samme beregningsressourcer og datasæt som dem i Silicon Valley, bliver deres input mere vægtigt. Vi bør desuden styrke multilaterale institutioner som FN, så de kan fungere som neutrale platforme for teknisk standardisering, fremfor at lade private virksomheders proprietære protokoller diktere de globale normer.
Desuden skal vi tænke i diversitet i træningsdata. Hvis de algoritmer, der styrer fremtidens infrastruktur, kun er fodret med vestlige værdier og sprog, vil de automatisk marginalisere resten af verden. Standardisering skal derfor omfatte krav om kulturel og sproglig repræsentation i selve de tekniske specifikationer.
