Det internationale samfund reagerer primært gennem økonomiske sanktioner og diplomatiske fordømmelser. USA og EU har målrettet deres restriktioner mod SAC (State Administration Council) for at ramme juntaens finansiering. De forsøger at kvæle adgangen til jetbrændstof og våben, men det stopper ikke tvangsudskrivningerne i praksis.
ASEAN famler stadig i blinde. Deres "Five-Point Consensus" har ikke leveret resultater, da militærledelsen ignorerer aftalerne. FN's Menneskerettighedsråd dokumenterer overgrebene, men resolutioner i Sikkerhedsrådet blokeres ofte af Kina og Rusland. Dette skaber et diplomatisk vakuum, hvor juntaen kan fortsætte deres taktik uden reel frygt for internationale domstole.
Konsekvensen er, at unge flygter over grænsen til Thailand eller Indien for at undgå hærvelden. De ender ofte i hænderne på kriminelle netværk i scam-centre, hvilket blot skaber en ny bølge af menneskehandel. Vestlige lande har øget deres støtte til modstandsbevægelserne, men den militære maskine ruller videre. Systemet udnytter desperation, og det internationale pres når sjældent helt ind i de lokale landsbyer, hvor udskrivningsofficererne opererer med hård hånd.
