Qingdaos udvikling er tæt vævet sammen med byens fortid som både tysk koloniby og en central havneby. Den koloniale planlægning lagde fundamentet for en bystruktur, der fokuserer tungt på logistik og søfart. Da byen voksede, fulgte den industrielle logik trop. Det betyder, at de gamle havnearealer og de tilstødende industriområder har været motoren i den økonomiske vækst, men de fungerer i dag som de største kilder til emissioner.
Den kulturelle overgang fra et landbrugsorienteret samfund til en moderne metropol har skabt et enormt pres på infrastrukturen. Folk er flyttet mod bymidten, hvilket har medført en eksplosion i antallet af private køretøjer. Denne urbanisering, drevet af ønsket om modernitet, har efterladt en arv af tæt trafik og partikeludledning fra forbrændingsmotorer.
Desuden har byens historiske identitet som et kommercielt knudepunkt betydet, at man har prioriteret hurtig vækst frem for miljømæssig regulering. Resultatet er en koncentration af PM2.5 og andre skadelige partikler. Man kæmper nu med at rense luften i en by, hvis selve grundplan og økonomiske DNA er bygget op omkring tung handel og industriproduktion.
