Det politiske pres i Iran fungerer ofte som en dobbeltrettet mekanisme. På den ene side kæmper regimet med en voksende utilfredshed i befolkningen, der kræver økonomisk stabilitet og sociale rettigheder. For den iranske ledelse kan militær eskalering fungere som et afledningsmanøvre. Ved at skabe en ydre fjende kan de forsøge at samle nationen omkring regimet og flytte fokus væk fra de interne protester.
På den anden side skaber det politiske pres også en risiko for direkte konfrontation med USA, som de måske ikke kan kontrollere. Hvis angrebene mod amerikanske baser fører til et gengældende angreb på iransk territorium, kan det destabilisere regimet totalt. Beslutningstagerne i Teheran står derfor i et svært dilemma. De skal balancere behovet for at vise styrke over for både deres egne borgere og regionale rivaler mod risikoen for en krig, der kan vælte deres magtbase.
Derfor vil vi sandsynligvis se en taktisk og kontrolleret eskalering. De vil forsøge at ramme præcist nok til at sende et signal, men undgå de konsekvenser, der fører til direkte krig. Det handler om at navigere i et minefelt af intern overlevelse og ekstern afskrækkelse.
