Når budgetterne til grundforskning i Storbritannien strammes, rammer det først og fremmest stabiliteten i forskningsmiljøerne. Topforskere har brug for langsigtede midler til deres laboratorier og deres teams. Hvis bevillingerne bliver usikre eller for små til at dække moderne udstyr, begynder de mest ambitiøse hjerner at kigge mod udlandet.
Lande som USA, Tyskland og Kina investerer massivt i videnskab, hvilket skaber en magnetisk effekt. Det handler ikke kun om løn. Det handler om muligheden for at gennemføre store projekter uden frygt for, at finansieringen forsvinder midt i en undersøgelse. Når den økonomiske usikkerhed vokser, ser vi en tendens til, at de mest ressourcestærke akademikere søger mod de mere stabile institutioner. Denne 'brain drain' er svær at vende, når først de sociale og professionelle netværk er flyttet.
Konsekvensen er en potentiel udhuling af det britiske forskningsniveau. Hvis de førende navne rejser, følger de ofte deres mest talentfulde ph.d.-studerende og assistenter med sig. Det svækker hele økosystemet. Det bliver sværere at tiltrække nye talenter, når de ser, at de bedste muligheder findes andre steder. Det er en ond cirkel, hvor manglende investering fører til tab af viden, som igen gør det sværere at retfærdiggøre fremtidige investeringer.
