Når de uformelle netværk mellem Kina og den globale diaspora svækkes, ændres fundamentet for både handel og forskning. Tidligere fungerede familiære bånd og uformelle rejser som en slags glidende olie for økonomisk aktivitet. Folk flyttede kapital, iværksatte forretninger og delte teknologisk viden gennem personlige relationer, der ikke nødvendigvis krævede formelle kontrakter eller institutionel godkendelse.
Restriktionerne skaber en barriere, der gør disse interaktioner dyrere og mere usikre. Økonomisk set ser vi en tendens til, at investeringer bliver mere formelle og bureaukratiske. Det betyder, at de små og mellemstore virksomheder, der tidligere byggede bro mellem Kina og udlandet via diaspora-netværk, mister deres konkurrenceevne. De har ikke de samme ressourcer som store koncerner til at navigere i komplekse regler.
Inden for videnskab og uddannelse rammer det også hårdt. Vidensudveksling lever af tillid og personlig kontakt. Når rejser bliver svære, dør de spontane møder ved konferencer eller de uformelle diskussioner over en kop te, som ofte fører til nye forskningsprojekter. Resultatet er et mere fragmenteret globalt vidensmiljø. Samarbejdet bliver mere stift, mindre innovativt og præget af en øget mistillid mellem institutionerne.
