Når militære styrker etablerer permanente positioner, ændrer det fundamentalt vilkårene for de mennesker, der bor i området. Det er svært at genopbygge et hus eller en skole, hvis man ikke ved, om næste nat bliver til en ny kampzone. Infrastrukturen – veje, elnet og vandforsyning – bliver ofte det første offer i sådanne konflikter. Reparationer bremses, fordi teknikere ikke kan operere sikkert, og forsyningslinjer til byggematerialer bliver ofte afskåret eller gjort ekstremt dyre.
Økonomien i de sydlige landsbyer lider også. Landmænd mister adgangen til deres marker, hvis militæret besætter jorden eller rydder bevoksning for at skabe frit udsyn. Det betyder, at indkomsten forsvinder, mens udgifterne til basal overlevelse stiger. Når folk ikke kan passe deres jord eller drive deres små erhverv, forsvinder det økonomiske fundament, der skal finansiere genopbygningen.
Det skaber en ond cirkel. Uden stabil adgang til jord og sikre transportveje ender mange familier med at flygte permanent. Det efterlader tomme landsbyer, hvor de sociale strukturer og de lokale skoler og butikker gradvist dør ud. Det handler ikke kun om ødelagte bygninger, men om selve muligheden for at opretholde et normalt liv.
