Når familiebåndene svækkes gennem generationer, ændrer det selve fundamentet for det kinesiske samfund. Den traditionelle konfucianske model, hvor familien fungerer som det primære sikkerhedsnet, er under pres. Når individer vokser op i isolation eller med sparsom kontakt til deres slægt, svækkes den naturlige følelse af gensidig forpligtelse. Det efterlader et tomrum, som staten eller markedet sjældent kan udfylde fuldt ud.
Psykologisk set skaber det en generation af mere individualiserede borgere. Denne udvikling er ikke nødvendigvis negativ, men den medfører en erosion af den sociale tillid, der tidligere blev opretholdt i storfamilien. Når den primære følelsesmæssige støtte udebliver, stiger risikoen for ensomhed og mistillid til fremmede. Det kan føre til et mere fragmenteret samfund, hvor folk primært fokuserer på egen overlevelse og materiel vinding frem for kollektiv stabilitet.
Resultatet bliver sandsynligvis en svagere social lim. Hvis de næste generationer ikke lærer empati og ansvar gennem tætte familiemæssige relationer, bliver det sværere at mobilisere fællesskabet omkring fælles mål. Vi risikerer et samfund, der er økonomisk stærkt, men socialt isoleret og præget af en dyb følelse af rodløshed.
