Når politiske aftaler og uformelle forhandlinger dikterer, hvem der løslades fra fængslerne, underminerer det selve fundamentet for retssikkerheden i Venezuela. Det handler ikke kun om diplomati eller midlertidige politiske gevinster; det er en direkte udhuling af retsstatens principper. Når beslutninger om frihed eller tilbageholdelse tages bag lukkede døre i stedet for i en retssal, mister domstolene deres uafhængighed.
Konsekvensen er en institutionaliseret usikkerhed. Hvis loven blot er et værktøj, som regimet kan bøje efter behov for at opnå politiske indrømmelser, mister borgerne og investorerne tilliden til systemet. Retssystemet holder op med at fungere som en uafhængig instans og bliver i stedet en forlængelse af den udøvende magt. Dette skaber en præcedens, hvor juridisk status er noget, man forhandler sig til, frem for noget man har gennem lovgivning.
Denne praksis skaber en glidebane. Hver gang en løsladelse sker som resultat af et politisk kompromis frem for en juridisk afgørelse, svækkes de formelle procedurer yderligere. Det gør det ekstremt svært at genopbygge et stabilt, regelbaseret system på lang sigt, fordi de grundlæggende spilleregler i samfundet bliver uforudsigelige og vilkårlige.
